Forestillingens styrke er de tre engagerede skuespillere, der skiftes til at være Esben Arnakke. (”Jantedrengen” – Kop kultur)
Instruktør Jonas Littauer og de tre skuespillere (Stine Gyldenkerne, Brian Hjulmann og Poul Storm) laver en meget, meget aktiv og bevægelig forestilling.
… Og skuespillerne går hårdt til den … (”Jantedrengen” – Janken Varden – Teateravisen.dk)
Poul Storm skaber et forunderligt fuglevæsen af Birdy, hughoppende med stækkede vinger og med mærkeligt årvågne øjne i fugleprofilens uro. (”Birdy” – Hans Andersen – Jyllandsposten)
Undertrykkelsestematikken, som hovedkarakteren her lider under, er med andre ord særligt aktuel og fremføres af tre dygtige skuespillere (Brian Hjulmann, Poul Storm og Stine Gyldenkerne), (“Jantedrengen” – Stinne Ingemann Henriksen – Den 4 Væg)
En Woyzeck der, i Poul Storms konsekvent indtrængende og stille udlægning af det normale menneske, må skrige sjælen ud til sidst… (”Woyzeck” – Per Theil – Aktuelt)
At skyde uddrag af Goethes ’Faust’ ind i denne beretning i form af Poul Storms skarpt tegnede dialog med sig selv som både Mefisto og Faust er fikst. Stykkerne samler sig til en helhed. (”Et Glasperlespil”– Thomas Michelsen – Politiken)
Poul Storm er Woyzeck, så man forstår, hvad Büchner mente, da han skrev om sin anti-helt, at han ”løber gennem verden som en åben barberkniv … man skær sig på ham.” Han spiller med en rystende, indtrængende alvor, der ikke et eneste øjeblik bliver postuleret eller patetisk.” (”Woyzeck” – Birgitte Grue – BT)
Poul Storms ældre version af den vingeskudte fugleunge er nærværende og stærk. (”Birdy” – Maria Lade – Ekstra Bladet)
De går planken ud. Skuespillertrioen er flot sammenspillet, så de løfter hinanden med deres forskelligheder – dynamisk og opfindsomt og legende energisk. … Til gengæld løfter Poul Storm forestillingen med sin store, bredskuldrede krop, der bevæger sig kæmpeagtigt rundt på scenen med symbolske tyngdetrin og møllestensalvor i sit blik. Her gør alle ord ondt. (“Jantedrengen” – Anne Middelbo Christensen – Information)
”….den følelsesnerve, som især blottes af Woyzeck-figuren – godt spillet af Poul Storm, midvejs mellem renfærdig enkelhed og afsindslysende klarsyn. (”Woyzeck” – Monna Ditmer – Information)